Folk Spot Denmark er tilbage i de vante rammer på Tønder Festival 2022 – klar til at bidrage med otte stærke navne fra folk og roots genren. Læs mere om årets udvalgte artister herunder:

Tone of Voice

I Tone of Voice Orchestra mødes folk fra mange hjørner af det dansk-skandinaviske musikliv, 5 kvinder og 5 mænd, DMA-vindere fra flere genrer, erfarne kræfter og nye talenter i en skønsom blanding. I Tone of Voice Orchestra blander Trinelise Væring og Fredrik Lundin  deres skandinaviske rødder med inspirationer fra bl.a. østeuropæiske vokalgrupper, nordisk folkemusik, americana, nordafrikanske stemninger, jazz og en række indie-folk og alternative pop-bands og leverer dermed et unikt bud på skandinavisk verdensmusik.

CPH Slim

Med koncerter i det meste af Europa, i Australien og i Mexico kan man vist roligt sige, at danske Copenhagen Slim har taget sin musik med rundt i verden. Hans stærke vokal har en old-school og samtidig unik klang. Nisse Thorbjørn, som han hedder, har en dynamisk og aggressiv spillestil, og så er han inspireret af, men ikke lænket til, blues – og man hører både bluegrass og americana i hans lyd. Nisse er en af vinderne af ‘Årets Danske Bluesnavn’ og medvirker på det DMA-vindende album ‘Trainman Blues’ fra 2018.

Barani

Barani er en helt ny duo på den danske folk-scene. De skaber minimalistiske grooves, sange og melodier baseret på gamle danserytmer. Den sjældne kombination af cello og harmonika giver et frisk pust til melodierne, og åbner op for en helt ny dimension af skandinavisk folk. Barani kommer med energi og den største glæde ved at spille folkemusik, kombineret med farverige melodier i et vidunderligt lydunivers. Folkemusikkens entusiaster kender naturligvis duoen fra bands som Basco, Vesselil, Habadekuk og Grønt Lys.

Grabow & Guldhammer

Sara Grabow og Mia Guldhammer præsenterer ekstrakter af nogle af Danmarks ældste sange. Den mundtlige overlevering igennem århundreder finder vej til et moderne og poetisk udtryk i kraft af to kvindestemmer; Grabows lyse og Guldhammers mørke. Fortidens fortællinger bidrager med intens og rodfæstet visdom, som synes væsentlig og kærkommen i vor forjagede tidsalder. Stemmerne akkompagneres af Grabows akustiske guitar og Guldhammers dulcimer, og arrangementerne sender hilsner til Simon & Garfunkel, Joni Mitchell og Trille.

Jørgensen og Sørensen

Når man siger dansk folkemusik, kommer man ikke uden om den legendariske musiker Steffan Søgaard Sørensen, der bakkes op af ragtime-pianisten Kristian Jørgensen, som vi ellers kender fra jazz- og blues-scenen, hvilket der heller ikke bliver lagt skjul på. Duoen mødtes første gang i 1998, og har siden spillet sammen til traditionel dansk folkedans. Det fornægter sig ikke i udtrykket. Det rytmisk sikre og energiske spil får de gamle toture til at boble af liv og danselyst – det er musik, der går lige i fødderne.

Fionia Folk Brothers

Fionia Folk Brothers er klassens uvorne knægt – altid ude på ballade. Fem af Danmarks mest erfarne folkemusikere spiller med et drive og et swing der ruller, så det er umuligt at sidde stille. Krydsningen af skolede musikere og erfarne spillemænd, der har lært direkte fra kilden, giver en unik autoritet, og samtidig et højt teknisk niveau. Så slip din indre vildskab løs og hold på hat og briller – det bliver en uforglemmelig aften, hvor man smittes af bandets gode humør, energi og umiddelbarhed.

Flach | Dillner

Flach | Dillner er en nyligt sammensat duo med medlemmer, som du kender fra bands som Tailcoat, Trio Törn, Penny Pascal, Mynsterland og Northern Resonance. Duoen består af  Riksspelman Petrus Dillner (SE) på den svenske nyckelharpa og DMA-vinderen Henriette Ambæk Flach (DK) på violin og hardingfele. De har en “man må aldrig sige nej”-regel, når de arrangerer deres musik, og de er altid åbne overfor nye idéer til deres katalog, der indeholder både original og traditionel musik. 

Kajsa Balto (NO)

Urkraft møder det moderne i Kajsa Baltos helt unikke musikalske univers. Kajsa har over de sidste år markeret sig med sit sjælfulde vokaludtryk, og kunstneren har høstet ros for sine udgivelser og liveoptrædener. Hun baserer sig på traditioner fra Kárášjohka, hvor hendes far kommer fra, og hun fremfører sit materiale med en fortryllende intensitet. Kajsa er blevet omtalt som et forrygende eksempel på, hvordan musikken ikke kender grænser, og hvordan den er et fælles sprog på tværs af kulturer.